Adfærdsrådgivning og enetimer

Når vi oplever adfærdsproblemer i vores hverdag med hund, er de typisk komplekse, mangefacetterede og generelt ikke bare til at løse "med et trylleslag". Der er mange faktorer i spil, herunder hundens biologi og helbred, racespecifikke forhold, tidlig socialisering og erfaringer, nuværende livssituation og ændringer i denne, og ikke mindst samspil og relation til de mennesker, hunden lever sammen med. 
En ting er dermed sikker: Der skal arbejdes målrettet for at opnå resultater! De kommer ikke "af sig selv", og det er forventeligt, at der kan opstå tilbageskridt under træningen! Jeg stiller ingen "garantier" for succes eller resultater, for det er levende væsener, vi arbejder med, og hver enkelt hunds situation, mentalitet og adfærd er unik og resultater af træning og andre tiltag kan hermed ikke forudsiges med absolut sikkerhed. 
Når vi taler sammen og drøfter muligheden for rådgivning, vil jeg selvfølgelig, ud fra din beskrivelse af jeres udfordringer, vurdere, om jeg mener at der er basis for en positiv udvikling gennem rådgivning og træning.

Det kan så absolut betale sig at investere i hundens velfærd, trivsel og træning - den tid, der trænes, og de ændringer, man foretager i sin hverdag med henblik på at øge hundens velfærd, kan i dén grad "rykke", selv om det måske i udgangspunktet ser svært ud, og selv om man måske allerede synes, at man "har prøvet alt"!
 
Der er ikke noget bedre, end at se sin hund trives og udvikle sig positivt. Og det er et faktum, at der som oftest, igennem kvalificeret adfærdsrådgivning, kan opnås markant forbedring af hundens liv og adfærdsmæssige problemer. Vi kan stimulere en positiv udvikling af hundens adfærd via overblik over problemerne og deres baggrund, og gennem vores viden om hvilke relevante tiltag, der kan sættes ind med overfor de specifikke problemer.
 
En adfærdsrådgivning hos mig består af en samlet "pakke", som indeholder tre dele: 
  • Konsultation:                                                                                                                                                      Rådgivningen vil starte med en konsultation, hvor jeg kommer til dig/jer, og ser hunden i dens daglige omgivelser. Inden konsultationen vil du/I have modtaget og besvaret et spørgeskema, som giver mig en første beskrivelse af jeres udfordringer.                                                                                                           Konsultationen varer typisk 1,5 - 2 timer. Under konsultationen kommer vi rundt om de væsentligste aspekter af jeres udfordringer, hundens baggrund og jeres aktuelle situation,  tidligere og nye træningstiltag m.m. Vi afprøver måske også konkrete øvelser, som I kan arbejde videre med med det samme.
  • Skriftlig træningsplan:                                                                                                                                                    Efter konsultationen udarbejder jeg en detaljeret skriftlig træningsplan til jer, som I modtager over mail ca. 10 dage efter konsultationen. I træningsplanen gennemgår jeg de aktuelle problemstillinger og deres baggrund, og giver jer en række øvelser, som er velegnede til netop de problemer, I oplever. I kan altid kontakte mig, hvis I har spørgsmål til træningsplanen.
  • Opfølgning:                                                                                                                                                                    Efter en nærmere aftalt periode på typisk 2 - 4 uger, hvor I arbejder med de øvelser, der indgår i træningsplanen, følger vi op med et fysisk møde eller et telefonmøde, alt efter hvad der passer bedst for jer. Her samler vi op på jeres erfaringer, hundens aktuelle trivsel og adfærd, resultater af træningen og eventuelle tilpasninger af træningen. Her drøfter vi også, om I ønsker eventuelt tilkøb af opfølgende enetimer.
Pris adfærdsrådgivning: 
Prisen for den samlede "pakke" i en adfærdsrådgivning er 3000 dk kr. 

Der betales via mobilepay eller bankoverførsel efter den første konsultation og inden modtagelse af skriftlig træningsplan. 


Enetimer:                                                                                                                                                                                        Det er også en mulighed at aftale enetimer af 50 min. varighed, hvis man ikke oplever deciderede adfærdsmæssige problemer, men har nogle træningsmæssige udfordringer, som man ønsker sparring på.      Det kan f.eks. handle om at hunden trækker meget i snoren, når I går ture, at den hilser voldsomt på andre hunde og/eller mennesker, at den ikke kan vente/beherske sig, at den gør meget osv.                                            

Til enetimen mødes vi på nærmere aftalt sted (Hos jer/i nærheden af jer, eller på træningsbanen i Helsinge). Her afklarer vi, hvad der driller i jeres træning, og hvordan jeres træning kan styrkes, og vi afprøver konkrete øvelser og træningstiltag.

Enetimer kan også tilkøbes som opfølgning på adfærdsrådgivning. 

Pris enetimer:
Første enetime á 50 min., uden forudgående adfærdsrådgivning, koster 700 dk kr. Yderligere enetimer koster herefter 550 dk kr. pr. 50 min.
Enetimer som opfølgning på adfærdsrådgivning koster 450 dk kr. pr. 50 min.

Der betales inden enetimens afholdelse, via mobilepay eller bankoverførsel.